I går annoncerede Google, at de er i gang med at udvikle Google Chrome, Googles egen open source-browser. Browseren vil være baseret på WebKit, som også er grundlaget for Safari.
Tirsdag d. 2 september vil den første beta blive frigivet, først til Windows, men en version til Mac og Linux er under udvikling.
Af funktioner vil der være "beskyttede" tabs, som vil forhindre tabs i at crashe hinanden, beskyttelse fra ondsindede sider og en Javascript virtuel maskine kaldet V8. V8 er udviklet af Lars Bak, der i dag er leder af Googles udviklingsteam i Århus. Han har en omfattende baggrund som udvikler af objekt-orienterede virtuelle maskiner gennem 18 år og har blandt andet været højt placeret i Sun Microsystems Java-afdeling. V8 er langt hurtigere og langt bedre egnet til tungere opgaver, end hvad hidtil kendt teknologi har kunnet præstere.
Internet Explorer 8 er blevet kendt for dens nye InPrivate-funktion, som gør, at der ikke gemmes historik eller cookies på computeren. Chrome vil have en funktion magen til.
Kilde: Newz.dk