Den fjerde betaversion af den, blandt mange, længe ventede Firefox 3.0 er blevet frigivet, og den indeholder over 900 forbedringer i forhold til den tidligere beta 3.
Det drejer sig bl.a. om forbedringer med henhold til ydelse og hukommelsesforbrug, bedre stabilitet og en række platformspecifikke forbedringer. Der er også en ny download-manager, der skulle gøre det nemmere at finde sine downloads, samt en ny zoom-funktion der gør hele siden større eller mindre, i stedet for kun teksten.
Ligeledes er der bedre integration med Windows Vista, Mac OS X og Linux, så browseren passer bedre ind i de forskellige styresystemers normale layout.
Ifølge Net Applications, der laver målinger på internettet, så havde Firefox en markedsandel på 17 pct. i sidste måned, hvor Microsofts Internet Explorer havde 75 pct.
Firefox 3.0 beta 4 kan hentes hos Mozilla, hvor det også er muligt at se mere om de nye funktioner.
Kilde: Newz.dk